Natur og kultur
Fra Varna og sydover strækker Dyrehaven sig med hjortevildt og en særlig indhegning for vildsvin. Næste punkt på løbsruten er Hørhaven – en åben græsslette, der anvendes til lejre for spejdere og andre ungdomskorps. Blommehaven´s Camping inddrager om sommeren Hørhavens arealer. Selve hovedindgangen til campingpladsen ligger ved 4-kilometermærket.
Ved Ørnereden, lige ved fem kilometermærket, lå indtil forsommeren 1980 en pavillon fra 1910. Det er kendetegnende for denne historiske periode at bybefolkningen søgte mod grønne områder og friluftslivet, samt at man blev opmærksom på naturen og kroppen.
Ørnereden havde været udflugtsmål for mange tusinde århusianere, der søndagsklædte sejlede med kystbådene herud for at indtage en kop kaffe eller en enkelt bajersk øl. Desværre brændte dette minderige etablissement ned til grunden.
Kort før man kommer til Ørnereden fandtes i en kort årrække i starten af 1960érne en skihopbakke – kaldet Ørnekollen. Man kan stadig fornemme den, hvis man fra cykelstien 20 meter nord for parkeringspladsen ved Ørnereden, går 5-10 meter mod vest og kikker ud over vandet, eller nærmere ned af den bakke, hvor der nu er træer. Ørnekollen blev lukket pga. fare for de modige skifarende- hvilket man klart får en forståelse af, når man kikker ned mellem træerne.
Fra vendepunktet syd for Ørnereden går det op til rutens højeste punkt Gyvelhøj ca. 80 meter over havet. Herefter løbes mod Horsevadbakken og forbi Dyrehavens anden side ned mod Thors mølle, der blev opført i 1637 som en krudtmølle - den sidste eksisterende af de oprindelige fire, der blev bygget i området langs søerne imellem de to hældninger, det hæver sig på begge sider af ruten.
Ved Varna går det tilbage ad Strandvejen til Tangkrogen og det gamle udstillingssted fra landsudstillingen i 1909. Landsudstillingen var en stor opsat udstilling, der skulle vise den teknologiske udvikling, samfundet befandt sig i, og samtidig viste den også Århus' status som en ”storby”, der ikke stod tilbage for byer som Paris og London, hvor lignende udstillinger havde fundet sted.I dag bruges Tangkrogen til mange forskellige arrangementer fo eksempel til cirkusp, koncerter, kræmmermarked og ikke mindst Marselis-weekenden`s løb, cykling, walk og skolestafet.

